Når kunsten er ikon for stedet
Statuer og monumenter har altid spillet en central rolle for udformningen af byen. Arkitekter og byplanlæggere har gjort brug af skulpturer til at strukturere byens akser og skabe pladser og højdepunkter i bybilledet. Traditionelt har det været en måde at hylde magthavere og mindes vigtige begivenheder og personligheder. Disse skulpturer er i høj grad forbundet med de steder, hvor de opleves.
Skulpturparker opstår i anden halvdel af det 20. årh. Louisianas skulpturpark er blandt de første. Den første internationale udstilling af udendørs skulpturer fandt sted i 1949 i Battersea Park i London. Den stigende interesse for at udstille under åben himmel havde også at gøre med et generelt behov for lys og luft i byer, som blev mere og mere tæt beboet. Efterhånden spreder interessen for skulpturparker sig til museerne, som etablerer permanente samlinger i parkerne. Som en udendørs pendant til begrebet ’den hvide kube’ er begrebet ’den grønne kube’ opstået som en metafor for de skulpturparker, der ofte findes i forlængelse af modernistiske museer. Begrebet dækker over nogenlunde det samme som 'den hvide kube', nemlig at parken gennem sine omgivelser ’tæmmer’ værket, og distancerer det fra virkeligheden.
Kunst i det offentlige rum kan være alt fra et krigsmonument, et springvand eller en permanent skulptur til et midlertidigt socialt projekt eller en performance. Begrebet kunst i det offentlige rum dækker helt overordnet kunst placeret på steder, der er offentligt tilgængelige, dvs. gerne byrum og offentlige gader og pladser. Også kunst på offentlige institutioner som fx hospitaler og skoler kan kaldes kunst i det offentlige rum. Der er altså ikke et offentligt rum men mange forskellige, hvorfor den bestemte form ”det” offentlige rum kan være problematisk. Samtidig kan det også diskuteres hvorvidt et offentligt rum skal være tilgængeligt for alle hele tiden, eller om fx Statens Museum for Kunst, også kan kaldes for et offentligt rum. Eller en institution, som et plejehjem, der både er en offentlig institution og samtidig er nogens hjem.
Læs mere under temaerne Det offentlige rum som sted og Stedsspecifik kunst – en introduktion
Når man træder indenfor på Louisiana og ud i museets park, er Henry Moores Two Piece Reclining Figure No. 5 noget af det første man møder, når blikket søger mod horisonten. Her tegner den en visuel profil for stedet, og for mange mennesker er skulpturen med tiden blevet noget, de forbinder med Louisiana – et slags ikon. Skulpturen er imidlertid ikke skabt til stedet, men man kan tale om, at den over tid er blevet stedet.
Moore på Louisiana – men hvor?
Louisianas grundlægger Knud W. Jensen har allerede tidligt i museets historie en vision om at skaffe værker af den britiske billedhugger Henry Moore til museet. I foråret 1967 rejser Knud W. Jensen til England og besøger Moore. Her bliver han med det samme fascineret af bronzeskulpturen Two Piece Reclining Figure No. 5, som han mener, vil passe særlig godt udenfor i Louisianas park.
I den indledende dialog med Moore er der tale om at placere værket i den dengang nyindrettede Søhave på Louisiana, hvor værket ville være omgivet af gamle træer, høje skrænter og den idylliske sø. ”Det er sådanne omgivelser Henry Moore gerne ser sine skulpturer anbragt i.” skriver Knud W. Jensen i et brev til Ny Carlsbergfondet, hvor han søger om økonomisk støtte til værket. Skulpturen ender dog ikke i Søhaven, men får en mere synlig placering på plænen.
For Moore rummer den liggende figur mange muligheder, og det er et motiv, han vender tilbage til igen og igen. Ved at være mere oprejst i den ene side og samtidig liggende, taler den med både horisontaler og vertikaler i landskabet – dvs. med både vandrette og lodrette linjer i naturen. Den placering, som Two Piece Reclining Figure No. 5 ender med at få på Louisiana, kan derfor næsten ikke være bedre: Med skulpturen på skrænten har man havet og horisonten som baggrund og de høje gamle træer, der indrammer den på hver sin side.
”Der findes ingen bedre baggrund for en skulptur end himlen […]. Da er der intet som konkurrerer med skulpturen, ingen andre massive genstande som forstyrrer.”
Henry Moore
Mere Moore på Louisiana
I 1975 indkøber museet yderligere to Moore skulpturer til Louisianas samling. De to nye skulpturer kommer til at stå på plænen, der ligger nedenfor skrænten ud til stranden. Efter nogle år finder museet imidlertid, at det ikke fungerer. Dels ”krymper” skulpturerne ved at blive set oppefra, og dels giver det værkerne mere rum, hvis de bliver placeret hver for sig. Museet flytter derfor rundt på skulpturerne. På dette tidspunkt bliver det besluttet, at Two Piece Reclining Figure No. 5 må vige sin plads for Three Piece Reclining Figure, da denne er den største. Efter nogle år flytter skulpturen imidlertid tilbage til sin placering ved skrænten – det er som om, den hører hjemme her.
I dag er de tre Moore skulpturer placeret, så Louisianas gæster møder dem én af gangen. Tanken bag denne placering er, at den besøgende skal kunne opleve forskellige variationer af Moores liggende figur på sin færd gennem museet og i skulpturparken.
Moore, der selv var inde over både placering og omplacering af hans skulpturer på Louisiana, udtalte om placeringen af Two Piece Reclining Figure No. 5: "Det er en af de bedste placeringer, mine skulpturer har fået. Jeg valgte den selv. Vi fjernede nogle træer, så man kan se vandet bag den. Jeg synes, der er for mange skulpturer i parken nu, men denne skulptur står stadig flot." Henry Moore, 1976
FILM
FAKTA
Henry Moore er en britisk billedhugger og grafiker (1898–1986), der især er kendt for sine store skulpturer i sten og bronze. Han står som en af de betydeligste kunstnere i det 20. århundrede med værker verden over - både i og uden for museerne, og i og uden for byerne.
I 1930’erne repræsenterer han den britiske avantgarde (inden for skulptur) sammen med bl.a. Barbara Hepworth og Ben Nicholson. I hans tidlige arbejder er han inspireret af romansk og ikke-vestlig kunst, især mayafolkets Chac Mool figurer, som forestiller liggende guder med en offerskål på maven. Under 2. Verdenskrig arbejder Moore som officiel krigsillustrator og tegner ’shelter-drawings’ af de mange mennesker, der søger ly i byens undergrundsbane for bombardementerne over London. Her får han lejlighed til at studere liggende kroppe, mens folk sover i forskellige stillinger, hvilket han siden bruger i sine skulpturer. Hans tegninger får stor anerkendelse og er med til at fastslå Moore som humanist.
I sit formsprog er Moore på vej over i det abstrakte, men tager altid udgangspunkt i en menneskelig komposition. Han arbejder med tilbagevendende temaer som ‘moder og barn’ og ‘den liggende figur’.
Ud over Two Piece Reclining Figure No. 5 er Moore repræsenteret på Louisiana med skulpturerne Reclining Figure fra 1969-70 og Three Piece Reclining Figure: Draped fra 1974-75.
Henry Moore (til venstre) sammen med Knud W. Jensen foran Two Piece Reclining Figure No. 5 i skulpturparken på Louisiana.
Foto: Kurt Petersen
I DYBDEN
Mies van der Rohes Seagram Building i New York. Foto fra Wikimedia Commons.
Fra New York til Louisiana
Two Piece Reclining Figure No. 5 er oprindelig tiltænkt en placering foran Seagram bygningen i New York, hvorfor den også under tiden kaldes Two Piece Reclining Figure No. 5 - Seagram. Den 157 meter høje Seagram bygning er tegnet af den tyske arkitekt Mies van der Rohe. Han anses for at være blandt de mest markante moderne arkitekter og bygningen for et af modernismens hovedværker. I 1958 står bygningen færdig, og van der Rohe overvejer, hvordan skulptur kan spille sammen med bygningen og byrummet. Efter at have haft forskellige kunstnere i tankerne kontakter han Moore. Der bliver på det tidspunkt lavet en 1:1 model af skulpturen for at kunne undersøge forholdet nøje mellem bygningen, pladsen og skulpturen på stedet. Moore og van der Rohe er imidlertid enige om konklusionen: Det fungerer ikke - skulpturerne ’forsvinder’ ganske enkelt i sammenspillet. Moore har selv flere gange udtalt, at arkitektur reducerer skulptur. Og det samme problem gør sig da også gældende for den efterfølgende idé om at placere Reclining Figure No. 5 skulpturen foran Lincoln Centeret, også i New York. (Her ender det med en større Reclining Figure, mens man vælger at lade pladsen foran Seagram stå uden nogen permanent udsmykning).
Samme skulptur flere steder
Two Piece Reclining Figure No.5 er, som mange af Moores øvrige bronze skulpturer, støbt i flere eksemplarer. To tilsvarende skulpturer er placeret ved hhv. teatret Ruhrfestspielhaus, Recklinghausen, Tyskland og det gamle herresæde Kenwood House, Hampstead Heath, London.
Reclining Figure No. 5 som den står ved Kenwood House på Hampstead Heath nær London.
Selv om der er tale om identiske skulpturer, der har en udendørs placering tilfælles, er der stor forskel på oplevelsen af skulpturen: Ved Ruhrfestspielhaus står skulpturen i et urbant rum foran en moderne glasbygning, mens skulpturen ved Kenwood House er placeret i et hjørne af en stor park. Begge er placeret på en sokkel og bag en indhegning, hvilket skaber en anden afstand til skulpturen end på Louisiana.
Store sal i Louisianas vestfløj under Henry Moore udstillingen i 1976.
Foto: Louisiana Billedarkiv
Ikon for det moderne kunstmuseum
Two Piece Reclining Figure No. 5 som ikon for stedet handler ikke kun om denne specifikke skulpturs rolle på Louisiana. Det handler også om kunstneren Henry Moores status på et museum for moderne kunst i et større perspektiv. Moore står som en central skikkelse i den moderne kunsts udviklingshistorie, som den fortælles på moderne vestlige kunstmuseer. Her lægger man vægt på, hvordan han i sit formsprog arbejder i spændingsfeltet mellem noget naturalistisk og genkendeligt på den ene side, og noget abstrakt og til tider næsten surrealistisk på den anden side med fragmenterede og gennembrudte figurer.
I sit motivvalg skriver han sig ligeledes ind i en lang (kunsthistorisk) tradition: Hans foretrukne motiv livet igennem er den nøgne eller draperede kvindefigur. På den måde kan hans værker læses i forhold til den tidligere kunst, som han er inspireret af. Men det gælder også den kunst som kommer efter, og som han har influeret. Henry Moore er langt fra den eneste kunstner, som er repræsenteret på flere museer for moderne kunst verden over. Mange andre kunstnere er som Moore også at finde på flere museer, fordi der er enighed om deres rolle i den kunsthistorie museerne i fællesskab fortæller.
Frimærke udgivet i 2008 i forbindelse med Louisianas 50 års fødselsdag.
Andre eksempler fra Louisianas samling med en lignende rolle som ikon for både Louisiana og for det moderne kunstmuseum er den schweiziske billedkunstner Alberto Giacometti (1901-1966) og den amerikanske billedhugger Alexander Calder (1898-1976).
Deres værker har begge fremtrædende og permanente placeringer på museet. Begge kunstnernes navne markerer specifikke steder på museet, hvor man altid vil være sikker på at møde deres kunstværker: Calder-terrasse uden for caféen og Giacometti-salen med den smukke udsigt over Søhaven.
Mange museer har tilsvarende værker, som bliver vartegn for stedet. Det gælder fx også for den australske kunstner Ron Muecks enorme skulptur Boy fra 1999, der er placeret foyeren på kunstmuseet ARoS i Århus. Eller Olafur Eliassons værk Your rainbow panorama, der siden 2011 har givet publikum en ny oplevelse af ARoS og byen.
Ron Mueck, Boy, 1999. Foto: ARoS
Steder med humanistiske værdier
Moore havde et humanistisk livssyn – dvs. at han troede på værdier, der handler om moralsk ansvarlighed og respekten for det enkelte menneske og dennes mulighed for at kunne udfolde sig i frihed. Moore, der selv oplevede to verdenskrige, kommer især efter anden verdenskrig til at stå for en modernistisk humanisme, hvor man ønsker at se fremad men stadig har krigene in mente. En tekst om netop Two Peice Reclining Figure No.5 beskriver, fx hvordan han er ”vogteren af vores allesammens fælles samvittighed. Han er humanisten, som repræsenterer det 20.århundredes kollektive utryghed, og den som, på trods af alt, tror på menneskeracens beståen.”
Reclining Figure fra 1957-58 foran Unesco bygningen i Paris.
Disse værdier spiller en væsentlig rolle i placeringen af Henry Moores værker. Der er en tæt dialog mellem sted, kunstner og værk, når hans skulpturer placeres i urbane landskaber som foran UNESCO’s hovedkvarter i Paris, FN bygningen i New York eller British Parliament i London. Hans skulpturer illustrerer næsten den dagsorden, som disse institutioner arbejder med. Stedsforankringen handler derfor her om et værdifællesskab med de pågældende institutioner.
Da Moore indtager de urbane landskaber verden over, er det med et modernistisk formsprog. Den traditionelle skulptur var oprejst og placeret på en sokkel i byrummet. Den refererede typisk til en specifik begivenhed eller en specifik personlighed, som havde relation til en lokal eller national historie. Moore lægger derimod skulpturen ned og minimerer soklen. Selv om der er tale om meget store skulpturer, så kommer man i en vis forstand i øjenhøjde med dem. Han arbejder med motiver, der refererer på tværs af kulturer og nationer. Man kan sige, at det er værdier, som er så almenmenneskelige, at de er svære at være uenige i. Derfor har man også kunnet placere hans skulpturer mange steder, uden at de ville støde nogen.
OPGAVER
Find et kunstværk eller monument, som du mener, er ikon for et sted, som fx Eiffeltårnet er for Paris. Hvilke kvaliteter synes du værket eller monumentet rummer?
Lærertip: Man kan også inddrage arkitektur i denne øvelse. Find særlige bygningsværker eller en særlig byggeskik, som man forbinder med et sted og noget, som folk gerne rejser langt for.
I denne case er Henry Moores Two Piece Reclining Figure No. 5 beskrevet som et kunstværk, der er blevet et slags ikon for Louisiana. I skulpturparken og på museet er der en række andre værker, som kunne være brugt i stedet. Find et andet værk på museet, som får dig til at tænke på Louisiana. Overvej hvorfor?
Henry Moore mente, at skulptur var en udendørs kunstart. Hvad ville der ske, hvis man flyttede Two Piece Reclining Figure No. 5 indenfor? Hvad ville du placere på skrænten i stedet for Henry Moore skulpturen?
Lav oplæg til et værk, der kan fungere som vartegn for din skole. Hvordan synes du værket skal se ud? Hvor vil du placere det? Hvilke signaler, ønsker du, det skal sende?
Tværfagligt med historie/samfundsfag/dansk:
Mange af de værker, vi opfatter som ikoner for specifikke steder, har opnået denne status over tid. Det gælder også for Den Lille Havfrue fra 1913, der med tiden er blevet vartegn ikke blot for Langelinie og København, men for hele nationen.
I 2010 var Den Lille Havfrue flyttet til Shanghai for at blive udstillet i forbindelse med Expo 2010. I perioden var der på Langelinie opstillet et værk af den kinesiske kunstner Ai Weiwei: en skærm med direkte billeder fra pavillonen i Shanghai. Tanken om at havfruen skulle forlade det sted, som hun er så uløseligt forbundet med, vakte en del modstand, men i Shanghai var der stor begejstring for at have den lille bid af Danmark til låns.
Overvej Den Lille Havfrues rolle som nationalt symbol, og hvad det i det hele taget betyder at have et nationalt symbol. Hvad siger havfruen om Danmark? Hvorfor blev der så meget ballade, da hun tog til Shanghai? Hvilket billede af Danmark vil man gerne vise ved at udlåne hende til Shanghai? Hvad kunne man ellers have brugt som nationalt symbol for Danmark?
Elevtip: Se evt. Martin de Thurahs film på VIMEO om hvordan hendes rejse til Shanghai blev fremstillet. Klik her for link.
Elevtip: Læs evt . Mikael Frausings artikel MYTE: Er Den Lille Havfrue et dansk nationalsymbol? På www.danmarkshistorien.dk
Kunstnerduoen Elmgreen og Dragset har arbejdet med Den Lille Havfrue som symbol, både i værket When a Country Falls in Love with Itself (2008) (se herunder) og i Han (2012), en havdreng, der er permanent opstillet på havnen i Helsingør (se foto af Han nederst på siden Når kunsten blander steder sammen).
Hvordan bidrager disse to værker til en diskussion om Den Lille Havfrue?