Det offentlige rum som sted

Et offentligt rum kan være et torv, et busstoppested, en park eller de veje, vi færdes på, når vi er på vej fra et sted til et andet. Det er steder, hvor vi færdes frit uden at tænke over det. Og hvor vi ikke er i tvivl om, at vi er i offentlige rum. Men hvad med skolen, hospitalet, rådhuset? Eller fitnesscenteret i det lokale storcenter? Disse steder kan også defineres som offentlige rum, selv om de egentlig er privatejede. Det væsentligste er, at rummet i princippet er tilgængeligt for alle. Også selv om man skal betale entré. Men at der er adgang for alle, er ikke nødvendigvis tilfældet i praksis. Du har ikke adgang til at slå dig ned og gå frit omkring på ministerier, hospitaler og skoler. Her kommer du, når du har en grund til det. Det er heller ikke velset, at hjemløse slår sig ned på en bestemt plads i det offentlige rum alt for længe ad gangen. At et rum principielt er offentligt, er altså ikke det samme som, at det i praksis er tilgængeligt for alle til alle tider, eller at alle opfatter det som tilgængeligt. Et sted, hvor man skal betale entré – fx et museum – vil mange sikkert ikke betragte som et offentligt rum, selv hvis det er et statsligt museum og dermed principielt vores alles. Omvendt er der nok mange, der ser storcentre som en del af det offentlige rum, selv hvis de er privatejede.

Som sted er det offentlige rum altså langt fra let at placere. Der er mange – umiddelbart ret forskellige – typer offentligt rum. At der overhovedet er noget, der hedder det offentlige rum i bestemt form, er derfor egentlig misvisende. 'Det offentlige rum' er de offentlige, fysiske rum, som vi alle bevæger os i med alle de nuanceringer, der måtte være. Det er også et abstrakt begreb, der dækker over det rum, hvor vi er fælles om at kunne ytre os.

En travl station i New York.

Én ’offentlig mening’?

En anden type offentligt rum, som fylder meget, er internettet og medierne – TV, aviser og radio. Her ’mødes’ vi også dagligt, om end ikke fysisk. Også her kommer folks holdninger frem og deles med resten af befolkningen i et mindre konkret offentligt forum.
Alle, der har adgang til offentlige rum og adgang til at ytre sig, har ikke de samme holdninger. Det offentlige rum er derfor også et sted for uenigheder og forskelle. At offentlige rum er fælles, er således ikke en garanti for enighed og fællesskabsfølelse.

Ved en demonstration ytrer man på en meget fysisk og konkret måde sine holdninger i offentligheden. Her demonstreres der foran den kinesiske ambassade i New York for menneskerettigheder i Tibet.

Når noget er offentligt, har vi principielt alle del i det – det er et fælles anliggende. Vi har alle ret til at færdes i det offentlige rum, og dermed deler vi også ansvaret for det. Men når noget er alles, kommer det let til at blive ingens. Og det er sikkert ikke alle, der føler, at det lokale forsamlingshus er deres fællesrum. Eller fx en motorvej i en helt anden del af landet. Alligevel snakkes der om 'den offentlige mening'. 

En klar markering, der adskiller et offentligt rum fra et privat.
Foto: Isabel Aagaard

Christiania

Indgangen til Christiania markerer tydeligt at her går vi fra et sted i byen til et andet.
Foto: Bruno Jargot (Wikimedia Commons)I nogle tilfælde har en gruppe mennesker overtaget det offentlige rum og i praksis gjort det til deres eget. Det oplagte eksempel er Christiania, som en gruppe mennesker dannede i 1971 på et offentligt areal. Det dengang besatte område er blevet en landsby i byen. I dag bor der omkring 1000 mennesker, og Christiania er en turistattraktion med flere tusinde besøgende om dagen. Efter mange års usikkerhed og uenighed omkring Christianias fremtid, blev der i 2011 indgået en aftale om, at christianitterne via Christiania-fonden kan købe Christiania. Man kan sige, at noget, der var offentligt reelt bliver privat. Pengene til købet bliver dog bl.a. samlet ved salg af såkaldte folkeaktier, hvilket principielt igen gør stedet til et fælles anliggende. Og Christiania vil stadig være åbent og offentligt tilgængeligt, selv om det sikkert ikke er alle, der føler sig lige velkomne eller hjemme her.

Det private ud i det offentlige

Grænsen mellem privat og offentligt er sløret i nutidens mediebillede. TV programmer, hvor private anliggender som huskøb, indretning af hjem, sex, børneopdragelse og misbrug vises og diskuteres offentligt. Private samtaler finder sted i offentlige rum, så vi - mens vi kører tog, venter på bussen, på vej i skole eller lignende - får et indblik i andre menneskers liv. Også Facebook, som mange stadig opfatter som privat, er samtidig et sted, hvor andre let kan følge med i privatlivet. Det offentlige rum er således rigtig mange ting, og det er svært at vurdere, hvor grænsen går mellem offentligt og privat.

På mange offentlige pladser rykker caféer borde og stole ud på pladsen, mens de offentlige bænke reduceres. Muligheden for at slå sig ned på pladsen bliver altså i stigende grad noget, man skal betale for gennem at købe kaffe, mad el.lign. Det peger i retning af en tiltagende privatisering og kommercialisering af de offentlige rum. Her på Vesterbro Torv i København er der stadig mange bænke, hvor man kan slå sig ned omkostningsfrit.

Når offentlige rum er sted for kunst

Museer danner rammen om mange møder med kunst og kultur. Med institutionskritikken i baghovedet kan man imidlertid hævde, at det er et særligt publikum, som opsøger museerne, og at museerne også selv henvender sig til et særligt publikum. Diskussionen om kunst i det offentlige rum handler ofte om, at den netop eksisterer et sted, hvor vi er i forvejen. Kunsten i det offentlige rum handler ikke kun om at opsøge andre rum end museet, det handler også om at opsøge et andet publikum, en anden offentlighed, som måske netop ikke kommer på museet.

"Som praksis i det bebyggede miljø er kunst i det offentlige rum med til at skabe betydninger, anvendelse og former for byen. I denne egenskab kan den være med til at sikre samtykke til den sanering og omstrukturering, som udgør den senkapitalistiske urbaniserings historiske form. Men lige som andre institutioner [...] kan den også stille spørgsmål til og gøre modstand mod disse typer virksomhed og dermed afsløre de angivelige modsætninger i den urbane proces."
Rosalyn Deutsche, kunsthistoriker

En udsmykning af en gavl, en indretning af et fælles område inde eller ude og en skulptur på en plads er eksempler på kunst i offentlige rum. Men det kan også være en midlertidig installation eller performance. Eller plakater, der indgår næsten umærkeligt som en del af gadebilledet. Der er således mange forskellige typer kunst i offentlige rum, og mange tilgange til, hvad kunst i offentlige rum skal ’kunne’. Skal den fx primært udsmykke, være praktisk eller skabe debat? Eller måske ligefrem udgøre et alternativ til den måde, tingene foregår på i dag?

Sankt Hans torv på Nørrebro i København med Jørgen Haugen Sørensens skulptur Huset der regner fra 1993. Foto fra Wikimedia Commons

Kunsten som debatskaber

”Danmarks dyreste hundetoilet.”, ”Omstridt kunstværk skal væk.”, ”Gid det dog var et træ.”, ”Send kunsten retur.”. Overskrifterne henviser til et værk, som billedkunstneren Øivind Nygård udførte til Mølle plads i Aalborg i 1992 i samarbejde med Statens Kunstfond. Som disse overskrifter antyder, kan kunst i det offentlige rum skabe debat. Efter otte år blev værket flyttet. I modsætning til Richard Serras Tilted Arc, som omtales under casen Når kunsten står i vejen blev dette værk placeret et andet sted, nemlig ved byens kunstmuseum.

Folk er forskellige og derfor kan der være uenighed om, hvordan midler prioriteres i vores fælles rum – det gælder infrastruktur og hospitaler, men også kunstværker. Når kunsten i det offentlige rum for alvor udløser diskussion, er det ofte, fordi nogle er utilfredse med den kunst, der er blevet placeret i ’deres’ byrum. Argumentet er ofte, at kunsten har ændret rummet på en negativ måde, at den ikke er æstetisk, at den er provokerende, eller at den har kostet for mange penge. Og at det er fælles penge – offentlige midler. At fjerne en skulptur igen kan dog også være en bekostelig affære.

Gadekunst i London.

Kommentarer i gadebilledet

Nogle former for kunst i offentlige rum, som fungerer som direkte kommentarer i bybilledet er street art/gadekunst. Paste-ups, stencils, vægmalerier eller bearbejdede vejskilte kan findes i mange af verdens storbyer. Ofte kommenterer de en aktuel situation eller er et satirisk indspark i gadebilledet. Gadekunst defineres ofte som ulovlige kunstneriske ytringer i byrummet i modsætning til de mere monumentale kunstprojekter i det offentlige rum, som kommuner fx igangsætter i samarbejde med Statens Kunstfond eller privat etablerede fonde. Gadekunst opfattes også som noget, der ligger uden for den etablerede kunstscene. Ironisk nok er flere gadekunstnere blevet berømte – trods deres anonymitet – en kunstner som Husk mit navn har fx haft mange galleriudstillinger. Den engelske gadekunstner Banksy er blevet så berømt, at hans uautoriserede paste-ups og stencils med kritiske kommentarer på butiksfacader ikke længere betragtes som graffiti og renses af, men derimod beskyttes med plexiglasplader og bliver betragtet som bevaringsværdige værker. Mens en i udgangspunktet ulovlig kunstpraksis i det offentlige rum i visse tilfælde kan blive hyldet, kan det modsat også være tilfældet, at den mere etablerede kunst ikke hilses velkommen.

Det er blevet mere og mere almindeligt, at kunst i offentlige rum består af midlertidige projekter frem for permanente skulpturer. Debatten, som værket muligvis afføder, bliver i de tilfælde kortvarig – på godt og ondt. Hvis værket ikke er populært, kan man trøste sig med, at det snart er væk igen. Omvendt kan det være ærgerligt, at et godt initiativ forsvinder. 

En del gadekunst kommenterer eksisterende tegn i byen. Her er det Clet Abraham, der har manipuleret et traditionelt stopskilt ved at tilføje en lille stregmand, der stikker af med den hvide streg. Budskabet bliver dermed forvandlet og kommenterer med et humoristisk tvist de mange påbud og forbud, vi møder i offentlige rum. Foto: kunstneren

I nogle tilfælde har en indledende skepsis forandret sig til glæde ved en offentlig skulptur. I 1966 blev Alberto Giacomettis skulptur Kvinde på kærre opstillet i Holstebro under store protester over, at kommunen havde brugt så mange penge på en skulptur. Trods protesterne blev skulpturen stående og er nu et værk, som de fleste i byen er stolte af. Efter at skulpturen er steget kraftigt i værdi, bliver den nu også passet ekstra på og sænkes via en elevatorskakt ned i jorden hver aften kl. 21 for at komme op igen kl. 9 om morgenen.

Alberto Giacomettis Kvinde på kærre fra 1942 opstillet foran Holstebro Rådhus. Foto fra Wikimedia Commons 

Brugerinddragelse

Hvem ved bedst, hvad der passer til et specifikt sted? De daglige brugere eller dem med faglig indsigt? I forbindelse med etableringen af et værk på Store Torv i Aarhus var der stor frustration over, at forslagene fra seks kunstnere ikke blev præsenteret for offentligheden og evt. sat til afstemning. Da valget faldt på Elisabeth Toubros skulptur Torvenes båndsløjfe, vakte det ikke begejstring. Skulpturen bliver i folkemunde kaldt Vanddragen og står stadig på sin plads trods protester.

Borgere kan i tilfælde som Tilted Arc og Toubros skulptur i Aarhus føle det som et overgreb på deres ’sted’, når de bliver ’påduttet’ et værk, som de ikke er interesseret i. Mens der sjældent er stor diskussion om alle de reklamer, der fylder det offentlige rum, uden vi har bedt om det, kan diskussionen komme helt op i det røde felt, når det angår offentlige kunstværker. Kritikken går ofte på, at dem, der betaler, fx Statens Kunstfond eller Ny Carlsbergfondet, har stor indflydelse på, hvad der pryder offentlige rum rundt omkring i Danmark, mens ingen spørger dem, der bor i området. Modspørgsmålet lyder, om et steds beboere altid ved, hvad de vil have, når de ikke kender mulighederne? Og om det er muligt at skabe noget interessant, som alle kan lide, når vi nu engang er forskellige og derfor har forskellige holdninger og præferencer? Meget tyder på, at nogle af de værker, som ender med at blive mest populære, er dem, der også har udfordret folks forestillinger om, hvad de gerne ville have. Dette blev bl.a. vist i projektet Det' vores kunst (se link nedenfor). De eksempler, hvor brugerinddragelse har vist sig at fungere godt, er ofte projekter, hvor brugergruppen er relativt lille. Et eksempel er Mændenes hjem på Istedgade, som kunstnerne Kenneth Balfelt og FOS nyindrettede i dialog med medarbejdere og brugere. Her blev behov, værdier og ønsker fra alle i huset direkte udgangspunkt for arbejdet med nyt design.

Mændenes hjem på Istedgade i København.
Foto: Erik Christensen (Wikimedia Commons)

Formidling af kunst i offentlige rum

Kunst i offentlige rum er i sagens natur svær at bevare. Den er ofte placeret udenfor og ikke hos en museumsinstitution, der har kunsten som sit primære fokus. At kunsten i offentlige rum lever en tilværelse uden så meget opmærksomhed som kunsten på museerne, handler også om formidling. Danmark har et museum for Kunst i det offentlige rum (KØS). Her forsker man i kunsten i offentlige rum og samler og udstiller bl.a. skitser og modeller. Men hvordan formidles kunst, der står i offentlige rum? Og er de forbipasserende overhovedet interesserede i en kunstoplevelse, når de går forbi? Med de digitale medier er det blevet muligt at formidle viden dér, hvor man oplever kunsten, uden at det bliver påduttet dem, der ikke er interesserede. Hjemmesider og apps som fx Kunst på stedet/Vores kunst (Statens Kunstfond) gør det muligt at tilgængeliggøre viden om værker, som man selv kan opsøge.