Museet som sted

Kunsten møder til stadighed sit publikum nye steder, men museer er dog for langt de fleste mennesker det primære sted for kunstoplevelser. Derfor er det vigtigt at være bevidst om, hvad museet er for et sted, og hvilke møder med kunst og kultur museerne skaber.

Om museologi

Helt kort kan et museum beskrives som en offentligt tilgængelig samling af værdifulde og vigtige historiske, videnskabelige eller kunstneriske genstande. Men herfra rejser sig en stribe spørgsmål uden entydige svar. For hvad ønsker vi at bevare for eftertiden? Hvem bestemmer, hvad vi skal bevare og hvilke historier, museerne skal fortælle? Hvorfor er det vigtigt med samlinger, og hvem bruger dem? Diskussionerne foregår på tværs af kunst-, kultur- og naturfagene og har givet anledning til oprettelsen af fagfeltet museologi som et tværdisciplinært fagområde. Museologien undersøger og diskuterer, hvordan museerne har udviklet sig, hvilken viden de formidler og hvilken rolle museer spiller i samfundet til forskellige tider.

Forskellige slags museer

I dag inddeler vi museer i tre hovedkategorier: naturvidenskabelige museer, kulturhistoriske museer og kunstmuseerne. Derfor kan det være svært at tale om ’museet’ som én samlet størrelse. Og selv blandt kunstmuseer er der store forskelle ift. hvilken kunst, museerne samler på og udstiller, eller hvorvidt der er tale om et statsligt, kommunalt eller privat museum. Sidstnævnte er måske ikke altid synligt for museets gæster. Men ejerforholdene påvirker museets økonomiske fundament, dets forpligtelser og altså i sidste ende hvem, der bestemmer, hvordan man driver museet, samt hvilke ’historier’ museet fortæller og hvordan. De statslige og statsanerkendte museer modtager økonomisk støtte fra staten. Det betyder, at museerne er forpligtet til at følge museumslovens fem hovedopgaver: indsamling, registrering og bevaring af genstande samt forskning og formidling. Museerne adskiller sig dermed fra andre udstillingssteder (fx kunsthaller og gallerier), som grundlæggende ikke er forpligtede af samlinger eller forskning.

Sammen med biblioteker og arkiver har museer gennem tiden afspejlet vores forsøg på at forstå verden og samle viden om den.

Historisk baggrund

Hvis man i dag ønsker at skaffe sig viden om et område, er det naturligt at tænde en computer og søge information på nettet. Internettet er vores tids svar på et opslagsværk og forsøg på at indsamle og dele viden. Det er grundlæggende samme ønske om at undersøge og forstå verden, der ligger til grund for etableringen af samlinger og museer. Museernes udvikling hænger tæt sammen med skiftende tiders opfattelse af verden og viden. Tre vigtige faser i museets udviklingshistorie er: renæssancen, oplysningstiden og modernismen.

Renæssancens kunstkamre

Renæssancens raritetskabinetter, kunst- og wunderkamre betragtes som direkte forløbere for nutidens moderne museum. En helt afgørende forskel var dog, at renæssancens samlinger var private og sjældent offentligt tilgængelige. Samlingerne tilhørte primært fyrster og kongelige men også lærde. Udover at være kilde til erkendelse og viden, var disse samlinger naturligvis også statussymboler, der signalerede magt og rigdom.

Det nysgerrige blik

Den danske læge og oldtidsforsker Ole Worm (1588-1654), grundlagde i starten af 1600-tallet en anerkendt samling, som regnes blandt de første museer i verden. Efter Worms død indgår hans museum i Frederik den III Kongelige Kunstkammer.

”Jeg ønsker, at folket her skal se og lære!”
Peter den Store om sit kunstkammer i St Peterborg, 1714

Billedet viser Museum Wormianum, der med sin alsidighed var en tidstypisk samling.

Rummet her er tætpakket med genstande. Fra loftet hænger der fisk, fugle, en kajak og en lille isbjørn. På hylderne står små skulpturer, udstoppede dyr og kasser med sten, knogler, konkylier m.m. Væggene er dækket af sværd, spyd og gevirer. Set med nutidens øjne virker en sådan samling måske rodet og uoverskuelig. Natur-, kunst- og kulturgenstande er ikke adskilt på samme måde som i dag, og det er svært at se et system i samlingen. I Worms samling indgår fx en rund og mønstret marmorsten, der ligner en globus. Denne sten står i tiden som naturgenstand i kraft af sit materiale, men samtidig som kunstgenstand i kraft af sit udseende. Tingene fungerer symbolsk og afspejler en større orden i universet, hvor alt står i forbindelse med hinanden og samlingerne opfattes som en slags verdensbillede i miniature. Og dog - Worms samling rummer også et æg eftersigende født af en norsk kone. Den enkelte genstand er indsamlet, fordi den er en raritet – dvs. den er særlig og skiller sig ud fra det almindelige. Samlingerne på det tidspunkt afspejler en grundlæggende nysgerrighed på verdens mangfoldighed og forunderligheder. Det indebærer også en interesse for de nye verdener, som tidens opdagelses- og handelsrejser åbner for.

Museet i oplysningstiden

Med oplysningstiden fra slutningen af 1600-tallet sker en markant ændring, både i forhold til hvad og hvordan man samler, og hvem man henvender sig til. Hvor museer og samlinger tidligere tilhører de kongelige, de adelige og de lærde, bliver museerne i samfundets overgang til demokrati og nationalstater tildelt en stor opdragende rolle. Museets opgave bliver at gøre borgerne til oplyste og friere mennesker og dermed skabe et bedre samfund. Europas store kongelige samlinger overgår til at blive statslige samlinger i anden halvdel af 1700-tallet og starten af 1800-tallet.

Denne illustration fra 1787 viser Louvre i Paris og giver et indblik i, hvordan museerne så ud og blev brugt på denne tid.Pietro Antonio Martini, Exposition au Salon du Louvre en 1787

En stor sal fyldt af mennesker, der ivrigt gestikulerer og diskuterer. Unge, børn og sågar hunde har også fundet vej til udstillingen. På væggene hænger malerier fra gulv til loft. Motiverne i de afbildede malerier er portrætter eller handlingsprægede scener, der finder sted i antikke omgivelser. Malerierne hænger tæt i en såkaldt salonophængning, der er tidens foretrukne måde at udstille kunst.

Nationalt museum, national identitet

Den franske kejser Napoleon har i kølvandet på den franske revolution (1789-99) en vision om museets rolle i opbygningen af en national identitet. Han ønsker at skabe en bevidsthed hos folk, om at de tilhører en nation og er knyttet sammen af en fælles historisk baggrund. Museerne præsenterer de besøgende for ’den sande historie’, man skal lære af og kunne identificere sig med. Hævdelsen af en national identitet handler også om at placere nationen og dens værdier i forhold til andre kulturer, der fx opfattes som ’primitive’ og eksotiske. Napoleons vision får indflydelse mange steder i Europa.

En imponerende tempellignende bygning placeret centralt ved en åben plads. Arkitekturen er prydet med kuppel, antikke søjler og respektindgydende trappeparti. Billedet viser National Gallery i London (1825).

I denne periode vokser antallet af museer voldsomt, og storslåede museumsbygninger bliver en fremtrædende del af bybilledet over hele Europa. Selv om samlingerne ikke længere er kongelige, er museerne i deres udtryk stadig monumentale og signalerer nu nationens storhed og pragt. Antikken står i de unge nationer som forbilledet - demokratiets og oplysningstidens vugge. Dette viser sig også i billedkunstens fascination af antikke motiver. 
Thorvaldsens Museum (1848) er det første kunstmuseum i Danmark. Samlingen er skabt af den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen (1770-1844), der bor i Rom i over 40 år. Han bringer antikken til København både gennem hans egne skulpturer og hans samling af antik kunst.

Kategorier/systemer

Med oplysningstiden begynder opsplitningen af samlingerne ud fra videnskabernes opdeling af naturhistorie, kulturhistorie og kunst. Samlingerne ordnes efter andre principper i tråd med videnskabernes måde at klassificere og inddele verden i universelle systemer som familier, arter, epoker, etc. Museerne udskiller i samme bevægelse ting, som før var blevet samlet med interesse for det kuriøse. Det er nu overtro, fejl eller tilfældigheder og altså ikke noget, som man videnskabeligt kan tage alvorligt. Oplysningstidens museer og måde at organisere viden om verden på, er nemmere for os at forstå i dag end renæssancens kunstkamre, da det stadig i vid udstrækning er sådan museerne arbejder.

Udvikling og fremskridt

Udvikling og historisk fremskridt bliver centrale begreber i tiden og styrende i forhold til, hvordan man forholder sig til kultur og videnskab. På kunstmuseerne deler man kunsten op i perioder, der skal vise en lineær historisk udvikling, som går fra antikken, renæssancen, barokken og til oplysningstidens nyklassicisme. Værkerne kategoriseres og udstilles efter motiv som fx landskabsmaleri, portrætter og historiemaleri, hvor sidstnævnte rangerer højest. For historiemalerierne kan man lære af. Men troen på evolution og fremskridt betyder samtidig, at man sætter sin egen tid højest.

"Vi vil ødelægge museerne, bibliotekerne og akademierne af enhver art og kæmpe imod moralismen, feminismen og enhver opportunistisk eller nyttig fejhed."
Fra det futuristiske manifest, 1909

På Roy Lichtenstein udstilling på Louisiana i 2004.

Det moderne kunstmuseum

Med modernismen i slutningen af 1800-tallet sker der centrale forandringer på kunstmuseerne. Individet bliver vigtigere end den gode borger, nu’et og fremtiden vigtigere end historien. Man tager afstand fra historien ved at eksperimentere med og imod traditionen. Her kommer museet som institution til at stå for ’tradition’ og ’småborgerlighed’, som mange kunstnere tager afstand fra. De vælger at udstille deres værker andre steder som mindre gallerier. Formelle eksperimenter og nytænkning kommer i fokus.

MoMAs arkitektur i et modernistisk formsprog med en ren glasfacade og indgang til museet direkte fra gadeniveau, er langt fra de tempellignende bygninger, der stadig dominerede tidens museumsarkitektur. Foto fra Wikimedia Commons.

Et sted med stor indflydelse på udviklingen af moderne kunstmuseer er Museum of Modern Art i New York (MoMA). Museet åbner i 1929 og er det første museum viet udelukkende til moderne kunst. Her har ’den hvide kubes’ æstetik været dominerende fra starten. Den hvide kube er et begreb, der henviser til hvide vægge, god afstand mellem de udstillede værker på en række, indirekte belysning, ingen møbler, nedtonet skiltning etc. Dette har været den foretrukne måde at udstille kunstværker og kulturgenstande op gennem det 20.århundrede. Frem for at udtrykke historie eller et specifikt sted skal udstillingsrummene i højere grad træde i baggrunden, være diskrete, neutrale og lade kunstværkerne ’tale for sig selv’. Man kan næsten tale om, at kunstværket iscenesættes som selvstændigt 'subjekt', der skal møde beskueren en til en med så få forstyrrelser som muligt.

Vi er kommet til det punkt, hvor vi ser rummet, før vi ser kunsten.[…] Et billede dukker frem af et hvidt, ideelt rum, der måske mere end noget enkelt kunstværk er det arketypiske billede af det 20.århundredes kunst. Brian O’Doherty, 1976

Fra beskuer til bruger - museerne som en del af oplevelsesøkonomien

Gennem de seneste årtier har museerne fået en langt mere udadvendt rolle. Der tales ligefrem om en bevægelse fra samlingsdrevne til publikumsorienterede museer, fordi mange museer supplerer i dag deres udstillingsaktiviteter med andre kulturtilbud som koncerter, foredrag, biograf, velassorterede museumsbutikker, café/restaurant, lokaleudlejning og omfattende formidlingstilbud for både børn, unge og voksne. Bag disse forandringer synes at være et ønske og måske ligefrem et krav om demokratisering af kunsten og dens institutioner, der søger at aflægge sig deres ophøjede, finkulturelle status og i stedet imødekomme et bredere publikum. Besøgstal er i dag et målbart parameter for succes, der dels skal retfærdiggøre modtagelsen af offentlig støtte og dels bevise, at et museum er attraktivt for sponsorer at blive associeret med.

Museet som urbant logo

Med sit ekspressive udtryk og sin markante beliggenhed ved vandet tiltrækker Guggenheimmuseet i Bilbao i Spanien ca. 1 million besøgende om året. Det er et godt eksempel på et museum, der har formået at give et nedslidt område en 'kulturel ansigtsløftning'. At bruge museerne som grobund for regionale forandringer ved at skabe ny identitet og tiltrækningskraft, genfinder man mange steder bl.a. med Tate Modern eller herhjemme med ARKEN Museum for Moderne Kunst i Ishøj.

Guggenheimmuseet i Bilbao, Spanien. Museet har givet navn til 'Guggenheimeffekten' - den tendens at en by oplever opsving i turisme og økonomi pga. et prestigebyggeri. Foto fra Wikimedia Commons

Hvad skal bevares og hvor?

"Museer plejede at være steder, hvor man lærte om fortiden og med ærbødighed bearbejdede det, man lærte. [Museer] er i stigende grad steder, hvor man går hen for at tænke på nutiden og planlægge fremtiden." New Museology,
Art & Design, 1991

Museer spiller generelt en fremtrædende rolle, når det handler om at samle og formidle (fælles) identitet og historie. I krigstider kan museer derfor være bevidste mål, som modparten ønsker at ødelægge som symbolsk gestus. Andre væsentlige historiske begivenheder som koloniernes afvikling afspejler sig på museerne og rykker ved de overordnede spørgsmål om, hvad vi skal bevare, hvem der bestemmer, hvad vi skal bevare, og hvilke historier, museerne skal fortælle. Her føjes yderligere et stort spørgsmål til, nemlig hvor skal det bevares? Mange steder er der ønsker om at få tilbageført kunst og kulturgenstande, som blev indsamlet til europæiske museer i kolonitiden. Det samme gør sig gældende for mange af fx de antikke genstande som videnskabelige ekspeditioner og arkæologiske udgravninger har bragt til museer langt væk fra de steder, hvor genstandene blev fundet. I Danmark har nogle af de samme spørgsmål rejst sig i forhold til fx Grønland.