Når kunsten står i vejen
Skulptur er ikke længere kun noget, der står på en sokkel. I dag arbejder mange kunstnere med en blanding af skulptur og installation, skulptur og arkitektur m.m. Begrebet skulptur i et udvidet felt er blevet udbredt, siden den amerikanske teoretiker Rosalind Krauss lancerede det i en diskussion af værker, der kunne betegnes som ikke-skulptur eller ikke-arkitektur, snarere end at de kunne betegnes positivt. Hendes mål var ikke, at skulpturbegrebet skulle rumme endnu mere, end hun mente det allerede gjorde. Men begrebet bruges ofte i dag for at fremhæve, at skulptur efterhånden er blevet et meget vidt begreb.
In situ er latin og betyder ’på stedet’. I kunsthistorisk terminologi refererer begrebet til kunst, der er skabt til et særligt sted og stadig befinder sig dér. Det kan være skulpturer til en bygningsfacade eller udsmykning af en kirke. En stor del af den ældre kunst på museerne rundt om i verden er oprindelig skabt som en del af et sted, men er siden blevet løsrevet fra dette og indsamlet af museerne. I historisk perspektiv er den meste kunst skabt in situ.
Stedsspecifik kunst henviser bredt til kunst, som er skabt til et særligt sted (billedkunst, dans, teater). Ofte vil kunstnere, der arbejder stedsspecifikt inddrage overvejelser omkring stedets brug, historie og symbolik i planlægningen og udførelsen eller etableringen af værket.
Se mere i temaet Stedsspecifik kunst – en introduktion
En kunstretning, der opstår i 1960’erne med fokus på et enkelt formsprog, industrielt fremstillede materialer og en afstandtagen til den subjektive kunst, hvor kunstneren udtrykker sig personligt. I minimalismen handler det om at fokusere på den faktiske genstand i rummet frem for at skabe illusioner og fortællinger på fladen. Der er fokus på relationer mellem værk, rum og beskuer frem for mellem værk og kunstner.
Land art er en kunstretning, der bryder frem i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Værkerne er ofte skabt af jord og andre naturmaterialer på afsides liggende steder. Der er tit tale om værker i monumental skala, hvilket gør dem umulige at flytte, udstille og sælge som kunstværker modsat fx malerier. Dermed er land art i sit udgangspunkt også en institutionskritisk kunstform, da de store værker med vilje tager afsæt i specifikke steder og størrelsesforhold, der kan være umulige at forene med kunstinstitutionens fysiske rum.
Skulpturparker opstår i anden halvdel af det 20. årh. Louisianas skulpturpark er blandt de første. Den første internationale udstilling af udendørs skulpturer fandt sted i 1949 i Battersea Park i London. Den stigende interesse for at udstille under åben himmel havde også at gøre med et generelt behov for lys og luft i byer, som blev mere og mere tæt beboet. Efterhånden spreder interessen for skulpturparker sig til museerne, som etablerer permanente samlinger i parkerne. Som en udendørs pendant til begrebet ’den hvide kube’ er begrebet ’den grønne kube’ opstået som en metafor for de skulpturparker, der ofte findes i forlængelse af modernistiske museer. Begrebet dækker over nogenlunde det samme som 'den hvide kube', nemlig at parken gennem sine omgivelser ’tæmmer’ værket, og distancerer det fra virkeligheden.
Kunst i det offentlige rum kan være alt fra et krigsmonument, et springvand eller en permanent skulptur til et midlertidigt socialt projekt eller en performance. Begrebet kunst i det offentlige rum dækker helt overordnet kunst placeret på steder, der er offentligt tilgængelige, dvs. gerne byrum og offentlige gader og pladser. Også kunst på offentlige institutioner som fx hospitaler og skoler kan kaldes kunst i det offentlige rum. Der er altså ikke et offentligt rum men mange forskellige, hvorfor den bestemte form ”det” offentlige rum kan være problematisk. Samtidig kan det også diskuteres hvorvidt et offentligt rum skal være tilgængeligt for alle hele tiden, eller om fx Statens Museum for Kunst, også kan kaldes for et offentligt rum. Eller en institution, som et plejehjem, der både er en offentlig institution og samtidig er nogens hjem.
Læs mere under temaerne Det offentlige rum som sted og Stedsspecifik kunst – en introduktion
Siden starten af det 20. århundrede har kunstnere rettet kritiske skyts mod museer og kunstinstitutioner (fx dadaister og futurister i starten af århundredet, men også mange kunstnere fra 1960'erne og frem). Museerne er blevet set som udtryk for en borgerlig kultur og magtposition. Institutionskritikken finder også vej ind i samtidskunsten, som ofte forholder sig direkte til de institutioner, de eksisterer i.
Læs mere under temaet Museet som sted og Stedsspecifik kunst - en introduktion
Richard Serras værker er ikke til at komme uden om: De påvirker både os og stedet, fordi vi kan mærke på vores krop, at de er der og griber ind i vores omgivelser.
Et besøg på Louisiana
Serra har skabt et værk specifikt til Louisiana. Det består af to store plader i cortenstål. Værket er sat op i en slugt i den park, der omgiver museet. Der er et mellemrum mellem de to plader, som gør, at man kan bevæge sig igennem. Dog ikke uden at zigzagge en smule. Pladerne er placeret, så de danner en port mellem græsplænen ud mod stranden og trappen op mod resten af parken og bregnekløften. Afhængigt af hvor, man står, er udsynet til enten trappen eller til plænen og havet blokeret af porten, indtil man går igennem. Kommer man fra trappen og ned mod vandet vil fornemmelsen af at gå i en mørk skovbund gennem en kløft langsomt give plads for en oplevelse af lyset og udsigten over Øresund, der måske virker mere betagende, fordi den har ladet vente på sig. Et besøg på Louisiana handler om at opleve kunsten. Derfor virker det ikke forstyrrende, når Porten i slugten sænker vores tempo en smule. Når vi er i et byrum, går vi derimod ofte mod et bestemt mål, og vi vil gerne fra et sted til et andet med så få forhindringer som muligt. Derfor har vi ikke den samme interesse i at blive forstyrret for dermed at sanse vores omgivelser stærkere.
Tilted Arc i New York. Foto: Susan Swider
Et sted i byen
Et andet værk af Serra, der netop blev opfattet som forstyrrende, var Tilted Arc, som i 1981 blev opført på Federal Plaza i New York. Værket bestod også her af cortenstål, men af én stor plade på 3,6 x 36 m. Pladen stod en smule skråt og gik på tværs af pladsen. Tilted Arc var en bestillingsopgave til Federal Plaza, hvor der ligger flere offentlige bygninger. Flere medarbejdere i bygningerne og borgere i det hele taget var dog utilfredse med værket. De følte det forstyrrede deres udsyn til pladsen eller brød sig bare ikke om det. Serra havde skabt værket specifikt til denne plads og udtalte i forbindelse med modstanden: ”at flytte værket er at ødelægge værket.” Alligevel valgte man at fjerne det i 1989. I dag ligger stykkerne så vidt vides i en lagerbygning, men vil ikke kunne sættes op et andet sted, da det ifølge Serra ikke vil være et kunstværk uden de specifikke omgivelser, det var skabt til.
FILM
FAKTA
Richard Serra (1939 US) har siden 1965 brugt stål som materiale i sine meget store værker. Han begynder at interessere sig for materialet, allerede da han som 17-årig arbejder på et stålvalseværk, inden han starter på sine studier på Yale University. Han skaber i 1960’erne værker, hvor han kaster bly op ad væggen eller lader det størkne i hjørnet mellem væg og gulv, hvorefter han vender det om, og udstiller det ved siden af det sted, hvor det er skabt. Hans værker viser os først og fremmest selve materialet og det rum, vi befinder os i hvad enten det er ude eller inde. Vi får også gerne et indirekte indblik i processen (man kan fx ane, hvor stålpladerne er føjet sammen i Louisianas værk).
Værkerne bliver til i hans atelier, hvor ideerne udvikles, men lige så ofte på stålvalseværker, fabrikker og skibsværfter, hvor der er plads og materialer til det. De bliver udviklet til at passe til det specifikke sted. Hans værker forholder sig til de nære omgivelser. Herudover er det materialets masse, fylde og vægt, der er i centrum. Stålpladerne skal ikke ligne andet end det, de er. Helst skal de fungere som fremmedlegemer, ved at de fysisk griber ind i det sted, hvor de bliver placeret.
Serra arbejder i et minimalistisk formsprog, hvor materialet er enkelt og industrielt fremstillet frem for skabt af kunstnerens hånd. Et fællestræk ved meget minimalistisk kunst er, at fokus flyttes fra kunstnerens person til den fysiske relation mellem objektet og beskueren. Mens minimalistiske kunstværker dog sjældent er skabt til bestemte steder, er dette netop et nøglepunkt for Serra, som dermed sætter sit kunstneriske aftryk på stedet frem for i skulpturen.
Udover Porten i slugten har Louisiana i sin samling nogle grafiske værker af Serra.
Richard Serra foran Porten i slugten i Louisianas park. Foto: Tommy Verting
I DYBDEN
Federal Plaza med Tilted Arc i 1981. Foto: Burt Roberts
Skulpturpark >< by – Hvad forventer vi?
Oversigt over Federal Plaza og Tilted Arc.
Foto: Anne Chauvet
Richard Serras værker tager udgangspunkt i de steder, hvortil de er skabt. I eksemplet fra Louisianas park har han brugt tid på at finde det for ham bedst egnede sted. Han valgte bregnekløften, hvor der på det tidspunkt stadig til dels var urørt. Stålpladerne blev gravet langt ind i slugtens sider og på den måde 'sat fast' i landskabet. Når Serra arbejder med sine konstruktioner, er han opmærksom på det fysiske sted – hvordan ser der ud, og hvor skal skulpturen placeres i forhold til andre ting? Men han er også opmærksom på, hvad der i øvrigt karakteriserer stedet. Hvordan bliver det brugt? Af hvem? Og hvad er det i det hele taget for en kontekst, værket kommer til at indgå i? Det er der naturligvis stor forskel på, når man eksempelvis sammenligner Louisianas skulpturpark og en offentlig plads på Manhattan i New York. Louisianas skulpturpark er tænkt til at blive oplevet i langsomt tempo med kunsten som velkommen forstyrrelse. Et travlt byrum er derimod en hektisk størrelse, hvor funktion og effektivitet er væsentligst.
Den stedsmæssige forankring
I kritikken af Tilted Arc i New York lød det bl.a., at værket ville passe langt bedre ind i naturlige omgivelser. Her ville størrelsen virke mindre overvældende og den selv-rustende skulpturs røde farve ville passe bedre ind og dermed gøre den mere behageligt at se på. Man kan da også se, især om efteråret, at Serras værk på Louisiana føjer sig fint ind i landskabet rent farvemæssigt. Men Serras værker er mere end et visuelt udtryk, og han formulerer selv sin intention med værkerne som andet end, at de skal passe ind:
“Det er steds-specifikke værkers eksplicitte intention at ændre ved den kontekst de optræder i.”
Og selvfølgelig gør dette sig endnu mere direkte gældende med et værk midt i byen, end det gør i en stor skulpturpark, som man selv har opsøgt og måske oven i købet har betalt for at komme ind i. I byen er der flere mennesker, der har mere travlt. Måske derfor virker byen som et ideelt sted for Serra. Han ønsker, at der er liv omkring værkerne, og at værkerne gør folk engagerede og får menneskene til at opdage deres omgivelser og måske oven i købet se dem med nye øjne. Det offentlige rum skal være mere end et transit-rum - et sted, man forholder sig til og ikke bare et sted, man går igennem.
Se hvad Richard Serra siger om Tilted Arcs ændring af stedet her.
På vej forbi Tilted Arc på Federal Plaza. Foto: Susan Swider
For andre kunstnere, eksempelvis Henry Moore (se Når kunsten er ikon for stedet), er det primært naturen og parkerne, der er ideelle placeringer, fordi skulpturerne her kan få plads omkring sig til en rumlig sansning af dem. Dette betyder selvfølgelig ikke, at værkerne ikke kan fungere i henholdvis natur eller bylandskab – det giver bare en anden oplevelse: En Moore-skulptur virker måske mere kontrastfyldt ved siden af et moderne hus, mens Serras skulpturer griber ind i omgivelserne på en mindre forstyrrende måde i parker end i byer. Havde Serra placeret sin skulptur i Louisianas park, så den fx afskar udsigten fra caféen ud mod vandet, kunne man dog godt forestille sig, at værket ville virke negativt forstyrrende for mange og derfor vække modstand. Men Serra arbejder med at spille op imod noget, der findes i omgivelserne i forvejen – fx overgangen mellem den snævre bregnekløft og den åbne udsigt.
"Jeg tror ikke, at offentlige skulpturer kan ændre verden, men jeg tror på at de kan være katalysator for tanker." Richard Serra
Det skel, Tilted Arc skabte på pladsen foran retsbygninger og andre statslige kontorer på Federal Plaza var ligeledes et skel, som Serra i forvejen oplevede, var til stede mellem staten og de mennesker, der færdes i byen. Han forholder sig i det tilfælde til sted som noget fysisk og samtidig som noget, der har en politisk og en social dimension. Stedet er således også bestemt af, hvad der foregår i omgivelserne, hvordan pladsen bruges og hvad den symboliserer fx gennem de bygninger og statslige institutioner, der omgiver den.
Porten i slugten set fra vandet
Kunsten finder sted i oplevelsen
De fleste museer formidler stedløshed: den hvide kubes tyranni. Problemet med stedløshed forsvinder straks værket sættes på et offentligt sted. Spørgsmålet bliver da, hvordan værkerne forandrer stedet, ikke ophavsmandens person. Straks værket er sat op på offentligt område, bliver andre mennesker engagerede (det ved jeg noget om!). […] Det er ikke bare skulpturen, men skulpturen og dens kontekst, der betyder noget.
Som Serra siger her, er betydningen ikke at finde i selve værket. Derimod er det den situation, der opstår, når mennesker oplever værket, der fuldender det. Serra siger: ”Intentionen er at bringe beskueren ind i skulpturen” Uden os, intet værk, kunne man også sige. Der er kommet større og større fokus på beskuerens rolle i forhold til kunst, og mange samtidskunstnere arbejder på en måde, hvor beskuerens interaktion er med til at færdiggøre værket på en endnu mere eksplicit måde, end det er tilfældet i Serras værker (Se casen Når kunsten breder sig).
På vej gennem Porten i slugten
Udfordringen i det offentlige rum
Det er sjældent, at et værk bliver fjernet igen og destrueret, når det er blevet bestilt og betalt af staten for at indgå i byrummet. Ofte fungerer værker i byen måske mere som dekoration end provokation. Men mange blev tydeligvis provokeret af Serras Tilted Arc. At det ofte er kunst i det offentlige rum, der kan provokere, har måske at gøre med, at mange føler de er tvunget til at se på det, uden at de har indflydelse på, hvilken kunst, der dukker op. Og derudover er der mange forskellige holdninger til, hvad der er god kunst, og hvad kunsten i det offentlige rum skal kunne. Skal den være æstetisk appellerende? Eller er det vigtigere, at den sætter tanker i gang? Eller skal den helst også opfylde en funktion?
Federal Plaza fyldtes efter Tilted Arc med blomsterkummer og bænke.
Foto: Burt Roberts
Historien om Tilted Arc rejser nogle væsentlige spørgsmål om kunst i det offentlige rum, og om hvem der bestemmer. Denne debat har også udspillet sig i Danmark, og der findes mange projekter, der tager emnet op, fx et projekt med titlen Vores kunst i 2011. Projektet var et samarbejde mellem Danmarks Radio og Statens Kunstfond, og gik ud på at lade borgerne få indflydelse på, hvor der skulle opstilles et værk og hvilket værk, det skulle være. Et andet projekt med en lignende titel var udstillingen Det’ vores kunst på museet KØS – museum for kunst i det offentlige rum i 2010. Udstillingen omhandlede nogle af Statens Kunstfonds værker i det offentlige rum med fokus på, hvordan de var blevet modtaget af dem, der skulle omgås dem i det daglige. Dette gav anledning til mange interessante synspunkter og holdninger omkring kunstneriske udsmykninger på alt fra skole til fængsel, og fra hospital til Vesterhavsstrand.
OPGAVER
Lav en brainstorm til et værk, der kan ændre oplevelsen på en central plads i den nærmeste by. Tænk over hvad pladsen bliver brugt til, og hvordan du med værket kan påvirke folks opfattelse af deres omgivelser.
Undersøg Louisianas skulpturpark med Serras tanker i baghovedet. Gå rundt i de forskellige dele af parken og find et sted, hvor du kunne forestille dig at lave et stedsspecifikt værk, der ændrer parken og måden, man færdes der. Fotografér stedet, skriv noter om beliggenheden, læg mærke til hvordan folk færdes lige her og beslut, hvad du vil ændre ved dette.
Undersøg et værk i en by i nærheden. Ændrer dette værk omgivelserne? Ændrer værket, hvordan folk færdes der? Dokumentér gennem fotos hvordan folk stopper op, går rundt om eller ignorerer værket. Synes du, at værket fungerer ud fra Richard Serras opfattelse af hvad værker i offentlige rum skal kunne?
Ovenstående opgave kan omsættes og udvides til et sted uden for museet fx i byen, hvor der måske er mulighed for at skabe et faktisk stedsspecifikt værk, der griber forstyrrende ind i omgivelserne og gør de daglige brugere mere opmærksomme på stedet og den måde, de bevæger sig dér. Undersøg evt. om der i en periode er mulighed for at vise værket frem det sted, hvor det er tænkt til. Inddrag gerne noter eller logbog i en præsentation for at få processen og dine overvejelser frem.