Stedsspecifik kunst

Stedsspecifik kunst er kunst, der er skabt til og forholder sig til et specifikt sted.

I et historisk perspektiv er en stor del af kunsten knyttet til et specifikt sted. Ofte som bestillingsopgaver, hvor kunsten fx er en integreret del af bygninger eller udformninger af pladser, parker m.m. Typisk får kunsten en symbolsk rolle og funktion på det sted, den befinder sig: Den fortæller en historie om stedet. Det kan fx være skulpturer, der viser de mennesker, som vi forbinder med stederne - hvad enten det er kongen, kendte personligheder eller en hyldest til de almindelige mennesker, som færdes eller har færdedes her.

I en figurativ tradition vil det ofte være noget, som folk umiddelbart kan se, hvad forestiller og dermed kan relatere til, hvis de kender stedet. Skulpturer på torve og pladser kan fungere som en slags ’erindringsmarkør’ om en fælles historie. Med tiden kan kunsten miste sin relevans for stedet, hvis ingen længere husker historierne og dermed heller ikke forbinder dem med stedet.

Poul Gernes dekorerede i 1988 Paladsbiografen. Som et kulørt forlystelsespalads lyser bygningen op i det centrale København med sine strålende farver og sender et tydeligt signal om at her er underholdning. Foto fra Wikimedia Commons

Hvorfor stedsspecifik?

"Hvis du skal ændre en skulptur i forhold til et sted, er der noget galt med skulpturen."
William Turner, kunstner

Som kunsthistorisk begreb refererer stedsspecifik kunst til bevægelser på kunstscenen, der starter i 1960’erne. På dette tidspunkt står en hel del kunst som ’løsrevet’ fra stedet. Denne løsrivelse sker i forlængelse af modernismen, hvor kunsten dels er blevet mere abstrakt i sit udtryk og dels ikke længere har samme rolle som markør af begivenheder, historier eller personligheder på steder. Den modernistiske kunst refererer sjældent til noget uden for den selv. Det man skal bruge til at forstå værket er, så at sige, at finde i selve værket (eller i værkets relation til andre kunstværker).  Det afføder kritik fra de stedsspecifikke kunstnere, at værker i en modernistisk tradition hverken forholder sig til sted eller tid, men kan flyttes og stadig have samme betydning.

Stedsbevidste kunstnere kritiserer bl.a. den modernistiske kunst, der placeres på offentlige steder for at fungere i forlængelse af et museumsrum og virke ’fremmedgjort’, når den optræder i byens rum. Et hjemligt eksempel er skulpturen Frugtskål (1960) af en af modernismens centrale skikkelser, den fransk/tyske billedhugger Jean Arp, placeret ved Vor Frue Kirke i Købehavn.
Læs hvordan Henry Moore forholder sig til stedsspecifikke opgaver

De tidlige stedsspecifikke værker tager stedet meget bogstaveligt som kunstværkets fysiske sted, altså en lokalitet. Efterhånden udvides denne forståelse til også at omhandle de funktioner, diskussioner m.m., som stederne lægger op til. Man kan pege på tre slags steder, kunsterne især søger mod:
1)   Ud i naturen
2)  Ud i det (urbane) offentlige rum
3)  I dybden med museet

En væsentlig grund til, at mange kunstnere vælger en stedsspecifik praksis, er et ønske om at give værket en kontekst, hvor betydningen bliver til i samspil med omgivelserne. Der sker altså en forskydning i fokus fra selve værket til stedet. Frem for at vende blikket indad og søge en kerne af betydning i værket, vender man blikket udad mod den kontekst, som værket er en del af. Her kan man skelne mellem værker, der føjer sig harmonisk ind i stedet eller går kritisk konfronterende imod det. 

Kunstnere med en stedsrelateret praksis ønsker, at beskueren skal være bevidst om sin egen tilstedeværelse som fysisk forankret krop sammen med kunstværkerne.

Ud i naturen - Land Art

Øde steder langt fra storbyerne - langt fra kunstinstitutioner og langt fra et kommercielt kunstmarked.  Det er sådanne steder, land art kunstnere skaber værker. Det er ofte monumentale landskabsprojekter, som man netop ikke kan flytte eller sælge. De skaber meget bogstaveligt værker med udgangspunkt i stedet og naturen. Jord, sten, træ m.m. er de foretrukne materialer. Ikke kostbare materialer, men noget, som hvem som helst kan gå ud og finde på stedet. Her er kunsten ikke placeret i landskabet, men skabt af landskabet.

Den amerikansk-vietnamesiske kunstner Maya Lin har skabt værket '11 Minute Line' (2004), der er en ca. 500 m lang ’jordtegningen’. Den er opbygget af sten, jord og grus, der siden er planet til med græs. Wanås skulpturpark

Et af de mest kendte land art værker er Spiral Jetty fra 1970 af den amerikanske kunster Robert Smithson (øverst på denne side). Det er en 460 meter lang spiral af sten, jord og alger der rager ud i Great Salt Lake i Utah, USA. Oplevelsen af værket forandrer sig efter naturens forhold som fx vandstanden, der påvirker hvor meget af værket som er synligt.

En del land art værker eksisterer på så fjerne og ufremkommelige steder, at det kun er få mennesker, der får førstehåndsoplevelser af værkerne på stedet. Derimod eksisterer og cirkulerer værkerne gennem dokumentation som foto eller video. Det bliver altså en formidlet oplevelse af værket på stedet.

Ud i byen

Bænke er et yndet emne og motiv for mange kunstnere, der arbejder i byens rum. Her har Jeppe Hein lavet en række ’Modified Social Benches’. Bænkene har været placeret midlertidigt i mange forskellige byrum. De forholder sig således til byen som sted, snarere end til ét bestemt sted.
Foto: Johan van Moorhem

Byer rummer liv og mennesker. På byens gader kan kunstnere nå et andet publikum end det, som kommer på museerne – de kan få en offentlighed i tale og blande sig i deres hverdag. Mange kunstnere bruger også byen, som et specifikt sted at stille fx politiske og sociale spørgsmål: Hvordan bruger vi vores offentlige rum? Hvilke vilkår har det sociale i byens rum? Hvis interesser bestemmer udviklingen af de urbane omgivelser, vi befinder os i?

Her handler det ikke om, at kunst er godt for samfundet, men at kunst er en del af samfundet og det er derfor vigtigt, at den brede befolkning føler at kunsten er en del af samfundsdebatten.

Mange værker skabt til byen som sted er direkte inspireret af elementer fra gademiljøet. Bænke, trapper m.m. danner udgangspunkt for ’funktionelle’ kunstværker.  Disse værker både kommenterer og påvirker den måde, vi færdes i byen. (Læs mere under Det offentlige rum som sted)

Christo og Jeanne-Claude, Indpakket pont Neuf i paris, 1985. I andre værker har parret indpakket Rigsdagsbygningen i Berlin, Central Park i New York og Museum of Contemporary Art i Chicago. Foto fra Wikimedia Commons

I dybden med museet - Institutionskritik

"Museer har, ligesom fængsler, celler, altså neutrale rum som kaldes gallerier. Et kunstværk i et galleri mister sin ladning og bliver et portabelt objekt eller en flade som er koblet fri fra omverdenen." 
Robert Smithson, kunstner (1972)

Når kunstneren retter sit blik mod museet som et specifikt sted, så er det med henblik på at trænge ind bag facaden i kunstens verden og blotlægge museet som andet end en neutral ramme for mødet med kunst. Man taler om institutionskritik. Her peger kunstnere på, hvordan museer udelukker og slører sociale, politiske og samfundsmæssige strukturer ved at henvende sig til et særligt (finkulturelt) publikum eller gennem de kunstnere og kulturer, der indgår i museernes samlinger og udstillinger. Hvor er de kvindelige kunstnere eller kunstnere med andre etniciteter? Det økonomiske fundament for museerne er under kritik for at varetage særlige interesser for samfundets elite. Med andre ord at museerne ikke fortæller neutrale, objektive sandheder, men at der ligger en (skjult) dagsorden til grund for, hvad man udstiller, hvordan og hvorfor (Læs om museernes baggrund i Museet som sted).

Med tekstværker som ’I shop therefore I am’ og ’Buy me I’ll change your life’ kommenterer Barbara Kruger hvordan vi skaber identitet i forbrugersamfundet. Almindeligvis placerer hun sine udsagn på billboards i byen, men her er værkerne placeret i et varehus. Foto fra Wikimedia Commons

Når et kunstobjekt skilles fra dets oprindelige tid, sted og anvendelsesformål og flyttes ind på et kunstmuseum, bliver det tømt og renset for al sin betydning på nær én [den æstetiske]. Ad Reinhardt, kunstner

Når stedet bliver mindre fysiskt

Stedsspecifik kunst hænger sammen med, hvordan vi forstår og definerer sted. Det kan virke overraskende, at teorier om stedsspecifik kunst i dag lægger op til at ’sted’ kan være en immateriel og usynlig størrelse som fx et emne eller en diskussion.

Den amerikanske kunstner Fred Wilson skaber i 1992 værket Mining the Museum på Maryland Historical Society. Her præsenterer han genstande fra samlingen på nye måder. I én glasmontre under overskriften ’metalarbejde’ er rigt ornamenterede sølvgenstande sammenstillet med jernlænker, som blev brugt til slaver. Mens sølvgenstandene ikke er et usædvanligt syn på et museum, plejer lænker ikke at ligge lige ved siden af. De hører måske snarere til en historie om de slaver, som hentede sølvet op af sølvminen. Ved at blande de to ting sammen fortæller Fred Wilson en historie, som handler om, hvilke historier museerne normalt fortæller og måske især ikke fortæller. Det ’sted’, han placerer sit værk i, er en debat om,  at nogle arbejder hårdt for at skaffe ting, andre kan nyde. Samtidig handler værket om, hvordan museer vælger ud og fortæller. Stedet er derfor ikke (kun) det fysiske museum, men kunne være mange andre museer. Samtidig kan man sige, at ’stedet’ som Fred Wilson her er specifik i forhold til, er en debat om fx kolonialisering og racisme. Det er en diskussion, som kan være relevant mange steder, hvorfor han også er blevet inviteret til at omorganisere og kommentere samlinger på andre museer. Wilsons værk er således ikke kun specifikt i forhold til et fysisk sted.

"Stedsorienteret kunst i dag kan stadig ikke tænkes eller udføres uden en [fysisk] forankring i lokale eller institutionelle omgivelser. Men det sted nutidens stedsspecifikke praksisser primært tager udgangspunkt i er ikke nødvendigvis bundet til eller bestemt af disse [fysiske] forankringer."
Kunsthistoriker Miwon Kwon, 2002

Det specifikke i dagens stedsspecifikke praksisser ligger i en særlig måde at forholde sig til de diskussioner, funktioner, relationer etc., som en særlig type sted lægger op til. Forholdet til det fysiske sted er dermed ikke længere ubrydeligt sådan, som Richard Serra hævder det (læs mere i Når kunsten står i vejen).  Det samme kan foregå et andet sted. Den type stedsspecifik kunst, som Fred Wilson er eksempel på, åbner for en forståelse af sted, der bliver mere abstrakt (læs mere i Stedets betydning).

Mange stedsspecifikke værker uden for museerne vil alligevel forholde sig til en kunstinstitutionel kontekst. Det er her værket bliver skrevet ind i kunsthistorien og dermed bevaret og formidlet som kunst (Læs mere under Når kunsten breder sig). Da land art kunstnerne søgte ud i øde landskaber, var det delvis for at undslippe kunstinstitutionerne, men paradoksalt nok er det primært på museerne, de eksisterer i dag gennem dokumentation i form af tekster, fotos, film o.a.  Den oprindelige motivation for at skabe stedsspecifikke værker kom fra kunstnerne selv. I dag er der stadig mange kunstnere, der af sig selv søger dette, men kunstnere inviteres også i rigt mål til at arbejde med mange forskellige specifikke steder – som del af offentlige institutioner, byrum, private virksomheder m.m. Kuratorer på museer, kunstevents o. lign. inviterer også i rigt mål kunstnere til at skabe værker til et særligt sted – det kan være en institution, et udstillingskoncept, et geografisk område.