Louisiana som sted

”Et besøg på Louisiana må gerne være lidt som et besøg hos en excentrisk onkel, der samler på kunst”, sagde museets stifter Knud W. Jensen. Set udefra giver Louisiana ikke indtryk af at være et stort museum. Tværtimod kan det virke intimt og hjemligt, og det er netop meningen. Louisiana blev skabt til at være et særligt sted, der skulle skille sig ud i forhold til landets øvrige kunstmuseer.

Starten på historien

I 1955 køber Knud W. Jensen den 100 år gamle hvide villa med navnet Louisiana. Han er på det tidspunkt forretningsmand og ostegrossist, men drømmer om at skabe et museum for moderne dansk kunst. Han er optaget af at få kunsten ud til folket og er bl.a. i 1955 med til at stifte foreningen Kunst på arbejdspladsen, som udlåner kunst til arbejdspladser for at gøre kunsten til en del af menneskers hverdag. Ønsket med det nye museum er også at dele kunsten med andre. Og at bryde med den fremmedgjorthed Knud W. Jensen mener kendetegner datidens store museer med nationalgalleriet Statens Museum for Kunst som det primære danske eksempel. I stedet for monumentale bygninger vil han have bygninger i menneskelig skala tæt på naturen. Kunstmuseet Louisiana åbner tre år senere, i 1958.

Knud W. Jensen foran villaen omkring 1955. Foto: Louisiana Billedarkiv

Louisiana er tænkt som et levende fristed for de mange, langt væk fra byen. Ønsket er at skabe en ny måde at gå på museum på; kunst, arkitektur og natur danner rammerne, men også musik, film, dans, digtoplæsninger og politiske debatter finder sted på museet. Og så har Louisiana sin egen café, hvilket i 1950’erne er atypisk. Kritikerne mener, at café, koncerter og anden underholdning vil fjerne fokus fra kunsten, men Knud W. Jensen er opsat på at gøre Louisiana til et udflugtsmål, hvor kunsten er en del af oplevelsen men ikke hele oplevelsen. Når det er muligt at skabe et sted, der i den grad går imod strømmen, skyldes det at det er en privatperson med egne midler, der finansierer og dermed styrer museet. Det bliver derfor i mange år Knud W. Jensens personlige ønsker og ideer, der bestemmer Louisianas udvikling, selv om museet også har en bestyrelse. Siden 1968 har museet været statsanerkendt. Dette betyder, at museet tildeles økonomisk støtte fra staten. Med dette følger også forpligtelser, fx skal museet efterleve museumsloven (se temaet Museet som sted).

Allerede året efter museets åbning såes kimen til en gentænkning af museets virke, da Knud W. Jensen besøger Documenta. Documenta er en stor international udstilling for samtidskunst, som i dag afholdes hvert femte år i Kassel i Tyskland (i starten var det oftere). Documenta fandt sted første gang i 1955, og udstillingen har fra starten haft stor indflydelse på hvilke kunstnere og kunstretninger, der har været anset som vigtige. På Documenta i 1959 møder Knud W. Jensen værker af Henry Moore, Alberto Giacometti og Alexander Calder og får, hvad han selv betegner som et ”Documenta-chok”. Det får ham til at arbejde hen imod en ændret kurs for Louisiana, så museet fremover får fokus på den moderne internationale kunst. Det er en stor beslutning, for på dette tidspunkt findes der ikke et internationalt moderne kunstmuseum i Danmark. Mange, bl.a. i museets egen bestyrelse, anser det for risikabelt at forsøge at måle sig med internationale museer, men Knud W. Jensen overtaler dem, og får Louisiana ind på det spor, museet stadig følger i dag. 

Louisianas glasgange er en del af det første museumsbyggeri fra 1958. Foto: Poul Buchard/Strüwing

Stedets ånd (genius loci)

Museet Louisiana er bygget i flere etaper og udbygget mange gange gennem årene. Men udgangspunktet var et sted, hvor der var noget i forvejen. Villaen med tilhørende park fyldt med specielle træer er opført til den første ejer, hofjægermester Alexander Brun. Det har været vigtigt igennem museets historie at fastholde den 'stedets ånd' (også kaldet genius loci), som Knud W. Jensen syntes, han fandt her, da han opdagede stedet. Knud W. Jensen engagerer de to arkitekter Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert til at bygge udvidelser af Louisiana, og sammen går de rundt i flere måneder på den store grund for at finde de bedste steder, de mest interessante træer og den fineste udsigt. De forsøger at lytte til den natur, det sted, som er Louisianas beliggenhed.  Bl.a. beslutter de at lade glasgangen kante sig rundt om et stort gammelt bøgetræ med hele ni stammer frem for at fjerne det.

Cafe-scene i museets tidlige år. Foto: Mobilia

Ideen bag museets arkitektur er at skabe en afvekslende tur gennem museet. På grund af gangenes varierende forløb er det en overraskelse, hvad der sker rundt om næste hjørne. Et stort rum afløses af en lavloftet gang, som igen munder ud i et stort udstillingsrum. Der er også tænkt i flydende overgange mellem inde og ude; ofte har man et kig til parken eller havet indefra, og der er aldrig langt til en dør, hvis man pludselig får lyst til en ’kunst-pause’ og en tur i parken. Louisiana er bygget over flere omgange gennem fire årtier. Mange knopskydninger er kommet til, siden museet stod færdigt i 1958 bl.a. nye udstillingsrum i 1966, en koncertsal i 1976, sydfløjen med plads til store værker i 1982, en underjordisk fløj i 1991 og Børnehuset som den sidste store udvidelse i 1994.

Arkitekterne har ladet sig inspirere af byggeri fra begge sider af Stillehavet - Japan og Amerika - og henter også inspiration i en nordisk funktionalistisk arkitektur. At Louisiana af mange betragtes som et helt særligt sted med en særlig 'ånd' forklares ofte med, at natur, arkitektur og kunst indgår i den samlede oplevelse. Knud W. Jensen har selv skrevet om dette:
”Man kan spørge, hvad der i almindelighed betinger genius loci. Et kunstværk, et stykke arkitektur eller et landskab gør det ikke alene. Kun når der opstår en helhed, når kunsten, bygningsværket og landskabet forener sig og dermed forstærker oplevelsen, får vi denne næsten udefinerbare fornemmelse – her er noget særligt.” 

Et vue ud i skulpturparken fra villaen. Foto: Kim Hansen

Det hjemlige museum

At Louisiana i mange menneskers bevidsthed har fået status som et særligt sted har muligvis også at gøre med, at museet er startet som drømmen om et fristed, hvor man som gæst skal føle sig hjemme. Museet har altid haft gæsten som et primært fokus. I stedet for at føle en pligt til at se på kunsten og lære af den, er det fra starten intentionen at skabe stimulerende rammer og vække nysgerrigheden hos museets gæster og lade det være indgangen til egne kunstoplevelser.

"Det er ikke så meget, jeg har kunnet få at vide om hofjægermester Alexander Brun, som byggede Louisiana i 1855, men nok til, at man kan danne sig et billede af ham. Han var gift tre gange, og hver gang fandt han en pige med navnet Louise, dengang måske et modenavn. Det er jo en god historie, som da også er blevet fortalt mange gange. Det var oplagt at bevare dette dejlige navn. Jeg kunne ikke så godt kalde stedet for Humlebæks Museum for Moderne Kunst eller Jensens Museum, folk ville dø af grin. Så hellere lade dem smile ad det pudsige og poetiske navn Louisiana, som de fleste troede havde noget at gøre med staten Louisiana i Amerika."
Knud W fra Stedets ånd, Gyldendal 1994

Jazz på Louisiana i 1959 foran William Scharffs maleri Legende. Foto: Mobilia

Fotografierne fra de første år giver også indtryk af et afslappet og festligt sted, hvor det meste var tilladt (selv at danse og ryge tæt på værkerne!). Der blev også tidligt tænkt på at børnene – og dermed deres forældre - skulle føle sig velkomne på museet. Selv om Børnehuset i tre etager først kom til i 1994, var der også før det et rum dedikeret til den praktiske kunstformidling, ligesom Søhaven har været et sted, der indbød til 'fri leg'. I 1978 kunne man som en del af udstillingen Børn er et folk endog prøve en svævebane i Søhaven eller sejle rundt på søen på en tømmerflåde.

Kunstnerne og Louisiana

Når man læser reportager fra museet eller brevvekslinger mellem kunstnere og museum, er der ofte en gennemgående fornemmelse af, at personerne har følt sig godt tilpas. Mange kunstnere giver indtryk af, at de simpelthen føler sig hjemme på museet, hvilket jo også har været stifterens ønske. I museets samling findes der en del værker, der er lavet specifikt til museet, og i nogle tilfælde har kunstneren doneret værker skabt til museet. Udover de stedsspecifikke værker, der omtales mere i enkelte cases på dette site er der eksempler som den amerikanske kunstner Sam Francis' abstrakte maleri til koncertsalen, som er lavet på stedet i 1979. Den amerikanske popkunstner Roy Lichtenstein har efter et besøg på Louisiana malet det store Figures in Landscape fra 1977. Mange elementer i maleriet synes at være spor til en fortælling om stedet Louisiana: den hvide veranda, havet, Knuds slipseknude og de tre kvindeansigter malet i forskellige stilarter, der kunne være de tre Louise'r, som villaens første ejer Alexander Brun var gift med på skift, og som gav villaen sit navn. Andre eksempler på værker, der er lavet til bestemte steder på Louisiana, er Jim Dines billeder til rummet ved siden af pauserummet fra 1982, et Gerhard Merz værk fra 1996 og Mario Merz’ værk, der består af både en iglo med neonlys og et vægmaleri. Ingen af værkerne er permanent udstillet, men fx Mario Merz’ vægmaleri er malet på væggen, så det er permanent på stedet, selv om det er dækket over når værket ikke udstilles i sin helhed.

Roy Lichtenstein, Figures in Landscape, 1977. Louisiana Museum of Modern Art. Foto: Poul Buchard/Brøndum & Co.

Også arkitekten Jean Nouvel har i en udstilling på museet forholdt sig direkte til den særlige ånd på Louisiana. I 2005 skabte han en udstilling, hvor han både viste egne projekter og forholdt sig direkte til Louisianas arkitektur. Dette gjorde han ved at skrive et såkaldt Louisiana Manifest og ved at skabe små interventioner på Louisiana: en stol foran værker i udstillingen, en badebro ved stranden, bænke at ligge på etc. Han ønskede at give de besøgende mulighed for at se nye sider af det sted, Louisiana er. Samtidig arbejdede han for at skabe muligheder for gæsternes personlige oplevelse af stedet. Manifestet handler om, hvordan man som arkitekt kan lære af Louisiana. Det er netop den tætte sammenhæng mellem det, der er blevet bygget på stedet og det, som stedet var i forvejen, han bifalder.

Læs uddrag af Jean Nouvels Louisiana Manifest her

Som en del af udstillingen Louisiana Manifest skabte Jean Nouvel en badebro, som stadig bruges. Foto: Steen Møller Rasmussen

Louisiana som sted for de mange eller de få?

Louisiana er tænkt som et sted, hvor alle skal føle sig velkomne. I forhold til andre museer bliver museet i starten set som en rebel, der gør tingene på nye måder, fordi den besøgende er i fokus, og der er et højt aktivitetsniveau med mange skiftende udstillinger. Allerede efter 10 år, i slutningen af 1960’erne, er der dog unge kunstnere, som kalder museet for gammeldags og ”borgerligt” og uden plads til den nyeste kunst. Som det også ofte sker inden for kunsten, bliver det nye og anderledes hurtigt 'det normale', som den næste generation så forholder sig til. Louisiana er allerede blevet et begreb, og selv om det er tænkt som fristed, er Louisiana stadig primært et museum, og skriver sig dermed ind i museets forståelsesramme (se evt temaet Museet som sted om kritik af museer mm). Museet er i dag i mange henseender et ’klassisk’ kunstmuseum, hvor det primært er den etablerede kunst inden for såvel moderne kunst som samtidskunst, der vises. Fokus er på at levere indhold af høj kvalitet. Der er dog stadig også fokus på at være et fristed og på at tænke på tværs af kunstarterne med fx litteraturfestival, koncerter, debataftener mm. Og ikke mindst på at være et sted, hvor der også er rum til det sociale.

Inspiration – museet som eksport

Giacometti-salen med udsigt over Søhaven.
Foto: Lars Ranek

”I korthed går den (planen) ud på, at Ny Carlsbergfondet og Louisiana i fællesskab opretter hvad man kunne betegne som en miniature-udgave af Mittelheim-parken i Antwerpen: En international skulptursamling placeret i et særligt, afgrænset område på Louisiana.” Knud W. Jensen i et brev til Ny Carlsbergfondet, 10.feb.1961

Når Louisiana og især skulpturparken omkring museet ser ud som den gør, er det bl.a. fordi Knud W. Jensen har ladet sig inspirere af andre museer og skulpturparker. I dag er der omvendt også andre museer, der lader sig inspirere af stedet Louisiana. At lade sig inspirere af Louisiana som sted rummer naturligvis et paradoks, da Louisiana er stedsspecifik. Det er netop det sted, det er, fordi arkitektur, landskab og kunst indgår i et samspil, som allerede Knud W. Jensen formulerede det. Alligevel findes der både eksempler på huse, der er bygget med Louisiana som direkte forbillede, og museer, der mere løseligt har ladet sig inspirere af sammenkoblingen mellem arkitektur og natur. Fondation Beyeler i Schweiz, har inspireret af Louisianas Giacometti-sal bygget et rum, hvor deres egne Giacometti-skulpturer har ”udkig” til den omkringliggende park, som Louisianas har det til Søhaven. Også Kröller-Müller Museum i Holland, som oprindeligt inspirerede til skulpturparken, har i en senere udvidelse ladet sig inspirere tilbage og bygget glasgange, som kan minde om Louisianas.

Calder terassen foran Louisianas café. Foto: Louisiana Billedarkiv

Allerede tidligt var der interesse for at lade sig inspirere af Louisiana, hvilket fremgår af et citat fra daværende formand for Ny Carlsbergfondet, Jørgen Sthyr, fra 1968: ”et par gange om året læser vi i aviserne, at nu vil en by eller en kommune have sit Louisiana, og dertil er der kun at svare, at selv om man har kunnet skabe en bygning, kan man ikke skabe en Knud W. Jensen. For først som sidst er det aktive menneske den afgørende faktor.”
Citatet siger noget om, at en fysisk beliggenhed, en smuk bygning m.m. ikke i sig selv skaber et ’sted’. Det er samspillet mellem det fysiske sted og bestemte mennesker, der skaber et sted, eller 'stedets ånd'. Det er i høj grad menneskers interaktion med steder, der giver dem en betydning, både inde på museet og uden for (se temaet Det offentlige rum som sted og Stedets betydning). I Louisianas tilfælde har museet, efter Knud W. Jensen selv gik af som direktør i 1995, ført tanken om Louisiana som fristed videre.