Når kunsten står i vejen
Richard Serra
INTRO
Richard Serras værker er ikke til at komme uden om: De påvirker både os og stedet, fordi vi kan mærke på vores krop, at de er der og griber ind i vores omgivelser.
Et besøg på Louisiana
Serra har skabt et værk specifikt til Louisiana. Det består af to store plader i cortenstål. Værket er sat op i en slugt i den park, der omgiver museet. Der er et mellemrum mellem de to plader, som gør, at man kan bevæge sig igennem. Dog ikke uden at zigzagge en smule. Pladerne er placeret, så de danner en port mellem græsplænen ud mod stranden og trappen op mod resten af parken og bregnekløften. Afhængigt af hvor, man står, er udsynet til enten trappen eller til plænen og havet blokeret af porten, indtil man går igennem. Kommer man fra trappen og ned mod vandet vil fornemmelsen af at gå i en mørk skovbund gennem en kløft langsomt give plads for en oplevelse af lyset og udsigten over Øresund, der måske virker mere betagende, fordi den har ladet vente på sig. Et besøg på Louisiana handler om at opleve kunsten. Derfor virker det ikke forstyrrende, når Porten i slugten sænker vores tempo en smule. Når vi er i et byrum, går vi derimod ofte mod et bestemt mål, og vi vil gerne fra et sted til et andet med så få forhindringer som muligt. Derfor har vi ikke den samme interesse i at blive forstyrret for dermed at sanse vores omgivelser stærkere.
Tilted Arc i New York. Foto: Susan Swider
Et sted i byen
Et andet værk af Serra, der netop blev opfattet som forstyrrende, var Tilted Arc, som i 1981 blev opført på Federal Plaza i New York. Værket bestod også her af cortenstål, men af én stor plade på 3,6 x 36 m. Pladen stod en smule skråt og gik på tværs af pladsen. Tilted Arc var en bestillingsopgave til Federal Plaza, hvor der ligger flere offentlige bygninger. Flere medarbejdere i bygningerne og borgere i det hele taget var dog utilfredse med værket. De følte det forstyrrede deres udsyn til pladsen eller brød sig bare ikke om det. Serra havde skabt værket specifikt til denne plads og udtalte i forbindelse med modstanden: ”at flytte værket er at ødelægge værket.” Alligevel valgte man at fjerne det i 1989. I dag ligger stykkerne så vidt vides i en lagerbygning, men vil ikke kunne sættes op et andet sted, da det ifølge Serra ikke vil være et kunstværk uden de specifikke omgivelser, det var skabt til.
FAKTA
Richard Serra foran Porten i slugten i Louisianas park. Foto: Tommy Verting
Richard Serra (1939 US) har siden 1965 brugt stål som materiale i sine meget store værker. Han begynder at interessere sig for materialet, allerede da han som 17-årig arbejder på et stålvalseværk, inden han starter på sine studier på Yale University. Han skaber i 1960’erne værker, hvor han kaster bly op ad væggen eller lader det størkne i hjørnet mellem væg og gulv, hvorefter han vender det om, og udstiller det ved siden af det sted, hvor det er skabt. Hans værker viser os først og fremmest selve materialet og det rum, vi befinder os i hvad enten det er ude eller inde. Vi får også gerne et indirekte indblik i processen (man kan fx ane, hvor stålpladerne er føjet sammen i Louisianas værk).
Værkerne bliver til i hans atelier, hvor ideerne udvikles, men lige så ofte på stålvalseværker, fabrikker og skibsværfter, hvor der er plads og materialer til det. De bliver udviklet til at passe til det specifikke sted. Hans værker forholder sig til de nære omgivelser. Herudover er det materialets masse, fylde og vægt, der er i centrum. Stålpladerne skal ikke ligne andet end det, de er. Helst skal de fungere som fremmedlegemer, ved at de fysisk griber ind i det sted, hvor de bliver placeret.
Serra arbejder i et minimalistisk formsprog, hvor materialet er enkelt og industrielt fremstillet frem for skabt af kunstnerens hånd. Et fællestræk ved meget minimalistisk kunst er, at fokus flyttes fra kunstnerens person til den fysiske relation mellem objektet og beskueren. Mens minimalistiske kunstværker dog sjældent er skabt til bestemte steder, er dette netop et nøglepunkt for Serra, som dermed sætter sit kunstneriske aftryk på stedet frem for i skulpturen.
Udover Porten i slugten har Louisiana i sin samling nogle grafiske værker af Serra.
I DYBDEN
Federal Plaza med Tilted Arc i 1981. Foto: Burt Roberts
Skulpturpark >< by – Hvad forventer vi?
Oversigt over Federal Plaza og Tilted Arc.
Foto: Anne Chauvet
Richard Serras værker tager udgangspunkt i de steder, hvortil de er skabt. I eksemplet fra Louisianas park har han brugt tid på at finde det for ham bedst egnede sted. Han valgte bregnekløften, hvor der på det tidspunkt stadig til dels var urørt. Stålpladerne blev gravet langt ind i slugtens sider og på den måde 'sat fast' i landskabet. Når Serra arbejder med sine konstruktioner, er han opmærksom på det fysiske sted – hvordan ser der ud, og hvor skal skulpturen placeres i forhold til andre ting? Men han er også opmærksom på, hvad der i øvrigt karakteriserer stedet. Hvordan bliver det brugt? Af hvem? Og hvad er det i det hele taget for en kontekst, værket kommer til at indgå i? Det er der naturligvis stor forskel på, når man eksempelvis sammenligner Louisianas skulpturpark og en offentlig plads på Manhattan i New York. Louisianas skulpturpark er tænkt til at blive oplevet i langsomt tempo med kunsten som velkommen forstyrrelse. Et travlt byrum er derimod en hektisk størrelse, hvor funktion og effektivitet er væsentligst.
Den stedsmæssige forankring
I kritikken af Tilted Arc i New York lød det bl.a., at værket ville passe langt bedre ind i naturlige omgivelser. Her ville størrelsen virke mindre overvældende og den selv-rustende skulpturs røde farve ville passe bedre ind og dermed gøre den mere behageligt at se på. Man kan da også se, især om efteråret, at Serras værk på Louisiana føjer sig fint ind i landskabet rent farvemæssigt. Men Serras værker er mere end et visuelt udtryk, og han formulerer selv sin intention med værkerne som andet end, at de skal passe ind:
“Det er steds-specifikke værkers eksplicitte intention at ændre ved den kontekst de optræder i.”
Og selvfølgelig gør dette sig endnu mere direkte gældende med et værk midt i byen, end det gør i en stor skulpturpark, som man selv har opsøgt og måske oven i købet har betalt for at komme ind i. I byen er der flere mennesker, der har mere travlt. Måske derfor virker byen som et ideelt sted for Serra. Han ønsker, at der er liv omkring værkerne, og at værkerne gør folk engagerede og får menneskene til at opdage deres omgivelser og måske oven i købet se dem med nye øjne. Det offentlige rum skal være mere end et transit-rum - et sted, man forholder sig til og ikke bare et sted, man går igennem.
Se hvad Richard Serra siger om Tilted Arcs ændring af stedet her.
På vej forbi Tilted Arc på Federal Plaza. Foto: Susan Swider
For andre kunstnere, eksempelvis Henry Moore (se Når kunsten er ikon for stedet), er det primært naturen og parkerne, der er ideelle placeringer, fordi skulpturerne her kan få plads omkring sig til en rumlig sansning af dem. Dette betyder selvfølgelig ikke, at værkerne ikke kan fungere i henholdvis natur eller bylandskab – det giver bare en anden oplevelse: En Moore-skulptur virker måske mere kontrastfyldt ved siden af et moderne hus, mens Serras skulpturer griber ind i omgivelserne på en mindre forstyrrende måde i parker end i byer. Havde Serra placeret sin skulptur i Louisianas park, så den fx afskar udsigten fra caféen ud mod vandet, kunne man dog godt forestille sig, at værket ville virke negativt forstyrrende for mange og derfor vække modstand. Men Serra arbejder med at spille op imod noget, der findes i omgivelserne i forvejen – fx overgangen mellem den snævre bregnekløft og den åbne udsigt.
"Jeg tror ikke, at offentlige skulpturer kan ændre verden, men jeg tror på at de kan være katalysator for tanker." Richard Serra
Det skel, Tilted Arc skabte på pladsen foran retsbygninger og andre statslige kontorer på Federal Plaza var ligeledes et skel, som Serra i forvejen oplevede, var til stede mellem staten og de mennesker, der færdes i byen. Han forholder sig i det tilfælde til sted som noget fysisk og samtidig som noget, der har en politisk og en social dimension. Stedet er således også bestemt af, hvad der foregår i omgivelserne, hvordan pladsen bruges og hvad den symboliserer fx gennem de bygninger og statslige institutioner, der omgiver den.
Porten i slugten set fra vandet
Kunsten finder sted i oplevelsen
De fleste museer formidler stedløshed: den hvide kubes tyranni. Problemet med stedløshed forsvinder straks værket sættes på et offentligt sted. Spørgsmålet bliver da, hvordan værkerne forandrer stedet, ikke ophavsmandens person. Straks værket er sat op på offentligt område, bliver andre mennesker engagerede (det ved jeg noget om!). […] Det er ikke bare skulpturen, men skulpturen og dens kontekst, der betyder noget.
Som Serra siger her, er betydningen ikke at finde i selve værket. Derimod er det den situation, der opstår, når mennesker oplever værket, der fuldender det. Serra siger: ”Intentionen er at bringe beskueren ind i skulpturen” Uden os, intet værk, kunne man også sige. Der er kommet større og større fokus på beskuerens rolle i forhold til kunst, og mange samtidskunstnere arbejder på en måde, hvor beskuerens interaktion er med til at færdiggøre værket på en endnu mere eksplicit måde, end det er tilfældet i Serras værker (Se casen Når kunsten breder sig).
På vej gennem Porten i slugten
Udfordringen i det offentlige rum
Det er sjældent, at et værk bliver fjernet igen og destrueret, når det er blevet bestilt og betalt af staten for at indgå i byrummet. Ofte fungerer værker i byen måske mere som dekoration end provokation. Men mange blev tydeligvis provokeret af Serras Tilted Arc. At det ofte er kunst i det offentlige rum, der kan provokere, har måske at gøre med, at mange føler de er tvunget til at se på det, uden at de har indflydelse på, hvilken kunst, der dukker op. Og derudover er der mange forskellige holdninger til, hvad der er god kunst, og hvad kunsten i det offentlige rum skal kunne. Skal den være æstetisk appellerende? Eller er det vigtigere, at den sætter tanker i gang? Eller skal den helst også opfylde en funktion?
Federal Plaza fyldtes efter Tilted Arc med blomsterkummer og bænke.
Foto: Burt Roberts
Historien om Tilted Arc rejser nogle væsentlige spørgsmål om kunst i det offentlige rum, og om hvem der bestemmer. Denne debat har også udspillet sig i Danmark, og der findes mange projekter, der tager emnet op, fx et projekt med titlen Vores kunst i 2011. Projektet var et samarbejde mellem Danmarks Radio og Statens Kunstfond, og gik ud på at lade borgerne få indflydelse på, hvor der skulle opstilles et værk og hvilket værk, det skulle være. Et andet projekt med en lignende titel var udstillingen Det’ vores kunst på museet KØS – museum for kunst i det offentlige rum i 2010. Udstillingen omhandlede nogle af Statens Kunstfonds værker i det offentlige rum med fokus på, hvordan de var blevet modtaget af dem, der skulle omgås dem i det daglige. Dette gav anledning til mange interessante synspunkter og holdninger omkring kunstneriske udsmykninger på alt fra skole til fængsel, og fra hospital til Vesterhavsstrand.
